Nyhedsbrev: Denne gang tredje og sidste del om avatarer.
Som det kan læses under “Nyhedsbreve”, oversætter og udgiver jeg et nyhedsbrev med artikler af J. J. Dewey på dansk 8 gange om året.
Så er endnu et nyhedsbrev fra Synteseforlaget på banen
Avatarer 3/3
Avatarerne og Internettet
Det er interessant, at Mesteren DK forudså, at efter 1975 ville radioen være et effektivt middel til at fremme et synspunkt (hvilket den stadig er), mens det ikke virker, som om han havde fået øje på Internettet – i hvert fald nævnte han ikke noget om det.
På den anden side så Jesus vores Internet baserede tidsalder, da han sagde:
”Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene.” (Lukas Evangeliet 12:2-3)
Og sådan er det virkeligt i dag – i vores teknologiske tidsalder bliver det, som tidligere blev holdt hemmeligt, udsendt til alle tage, og hele verden har adgang til det.
Derudover sagde han, at
”Himmeriget ligner et vod (net = Internet), der blev kastet i søen (til alle mennesker på jorden – se Johannes’ Åbenbaring 17:15) og samlede fisk af enhver art.” (Matthæus Evangeliet 13:47)
Esajas fortæller os:
”Der bliver en banet vej (Internettet) for den rest af hans folk, der er tilbage i Assyrien, ligesom der var for Israel, den dag de drog op fra Egypten.” (Esajas’ Bog 11:16)
Her hører vi, at der vil være en vej, som vil være et middel til at samle lysene i Assyrien (de rige dele af verden), og at det vil være en højere overensstemmelse med den samling af israelitter, der fandt sted, da de blev ført ud af Egypten.
Mesteren DK fortalte os, at de former for kommunikation, som udvikles gennem videnskaben, er en overensstemmelse med de åndelige evner, som vi allerede har i os, men endnu ikke har udviklet som mennesker. For eksempel var telefonen en forløber for udviklingen af mental telepati, hvor vi vil blive i stand til at kommunikere over store afstande ved hjælp af tankens kraft
Internettet er en af de allerstørste forløbere for menneskehedens fremtidige udvikling, hvor vi vil blive i stand til at tune ind på ”alt hvad der er at vide” og få adgang til viden fra alle samarbejdende sind. Jeg er sikker på, at Mesteren Dk og andre, som var intuitive, fornemmede denne udvikling, som ville gøre en større vidensdeling mulig mellem os.
I min tidligere artikel nævnte jeg, at på grund af vores frie vilje er Hierarkiet ikke i stand til at forudsige, hvad der vil ske på denne planet, og deres planer er heller ikke på nogen måde ufejlbarlige. Visse slutresultater er ganske sikre, men vejen dertil bliver ofte ændret utallige gange.